Jobpatruljen var tre dage i Roskilde for at se, om unge under 18 har korrekte arbejdsforhold. Inden da havde de mødt en hidsig kiosk-ejer i Køge og kunne fortælle om en bonde, der jagtede patruljen med et haglgevær
Foto: Per Rudkjøbing Sidst på ugen i sidste uge kunne man jævnligt se tre unge mænd i sorte t-shirts gå taktfast gennem byen med blokke i hånden gå gik ind i næsten hver butik i gågaden. Inden da, havde de mødt en hidsig kioskejer i Køge, der ikke var glad for deres besøg. Og de kunne også fortælle om, at jobpatruljen er blevet jagtet af en bonde med haglgevær, som heller ikke var glad for at de kom forbi. Bonden blev politianmeldt og ingen kom heldigvis til skade. De tre mænd var med Fagbevægelsens Tværfaglige Jobpatrulje i Roskilde torsdag til lørdag for at tjekke om de unge under 18 år i kommunen har ordentlige arbejdsforhold. De unge fra patruljen tager hvert år to uger ud af kalenderen i sommerferien for at hjælpe andre unge med at få ordentlige arbejdsforhold, så de ikke bliver snydt eller skadet. De tjekkede dette ved at lave interview med de unge. Her hørte de, hvor tunge løft de tager, om de er blevet oplært, om de står alene i butikken, om de udskænker alkohol, får lønsedler, har arbejdskontrakt og meget andet.
På patrulje
Første stop i Roskilde var cafe Vivaldi. Her viste det sig dog, at der ikke var ansat unge under 18 år. I Flensborg Bog og Ide havde de unge fri i denne uge, ligesom flere unge i andre butikker først kom senere på dagen, så her dukkede Jobpatruljen også op senere igen. I Frellsens Chokolade var der dog bid. Her stod 17-årige Sofia Rosenstand bag disken. Det har hun gjort i knap en måned. Nemlig siden hun blev færdig med 9. klasse. Her står hun 20 til 30 timer om ugen. Lars Bonde Knudsen skrev hendes svar ned på blokken, og hvis det viste sig, at der ikke var ordentlige forhold eller at han fik mistanke om, at der var noget galt, giver han papirerne videre til fagforeningen HK, som så kan gå videre med sagen. Forholdene i butikken var dog i orden, og da softicemaskinen var den eneste maskine, som Sofia Rosenstand skulle betjene, så det ikke ud som om, der var noget farligt der. Den 17-årige pige er dog glad for, at der er nogen, der holder øje med de unges forhold, så de ikke bliver snydt. Job
Vivaldi fik besøg af jobpatruljen torsdag middag.
Farlige ungejob
Selvom, der kun var småting galt, de knap 200 steder jobpatruljen var inde i Roskilde, findes der dog steder, hvor unge arbejder under farlige forhold. På blot fem år er 10 unge mellem 13 og 17 år døde, mens de var på arbejde, fordi de kom til slemt til skade. - De unge risikerer også at blive snydt for deres penge, hvis kontrakten ikke er i orden, og de risikerer ikke at kunne få erstatning, hvis de kommer til skade og ikke kan bevise, at de rent faktisk arbejder der, hvor de gør, forklarer Lars Bonde Knudsen. Hvis de unge er i tvivl om deres forhold, kan de altid ringe til en fagforening og få hjælp. Se mere på www.jobpatruljen.dk. ag@roskildeavis.dk
Sofia Rosenstand på 17 år er lige startet hos Frelsens Chokolade, hvor hun arbejder 20 til 30 timer om ugen.